Oprettet af den 11. april 2024
"Man følte sig ikke længere alene"
Vellykkede Team- og innovationsdage for Yngre Talenter
”Det bedste ved dagen var at møde nye elever på ens egen alder, som alle har det samme tilfælles, at man har det nemt fagligt i skolen. Man følte sig pludselig ikke alene.” Pige, 6. klasse
I weekenden afholdt Yngre Talenter deres årlige Team- og innovationsdage på Solrød Gymnasium, hvor kvikke 6. klasses elever fra hele Sjælland og Øerne fik mulighed for enten at udvikle deres egen podcast eller lave naturvidenskabelige eksperimenter med alger.
Citatet øverst er fra én af elevevalueringerne, og det rammer præcist et af formålene med Yngre Talenter – ja, faktisk alle ATU Østs talentprogrammer, hvor en stor del af formålet er at skabe et fællesskab, hvor de dygtige elever kan spejle sig i hinanden og sammen opleve, og dyrke glæden, ved at lære.
En anden elev skrev, at ”Det bedste ved dagen var, når jeg lærte noget fascinerende, jeg ikke vidste”. Talentfulde børn har brug for at blive udfordret fagligt for at trives, og det er fantastisk at opleve, hvordan eleverne på vore programmer blomstrer, når de rigtige rammer er der.
Vi takker alle vores engagerede elever for en skøn weekend og glæder os til at følge dem i deres fortsatte program hos ATU Øst.
Du kan læse mere om Yngre Talenter programmet her.