Oprettet af Camilla Bech Kjeldahl den 01. februar 2017

Tak til årgang 14

Tirsdag d. 31. januar modtog ca. 400 ATU’er bevis på, at de har gennemført Akademiet for Talentfulde Unges diplomprogram. Det blev fejret med familie og venner, som alle kunne nyde flotte ord og råd til diplommodtagerne fra dagens talere.

H.K.H. Prinsesse Marie fremhævede i sin åbningstale, hvor vigtigt det er at sikre talenterne gode rammer, så deres potentiale kan få lov til at udfolde sig, og så vi kan klare os godt i den globale konkurrence. H.K.H. Prinsesse Marie rådede diplommodtagerne til at søge studie og praktik herhjemme og i udlandet og til at vælge karriere med både hoved og hjerte.

Ledelsesguru og top executive coach Stephen Bruyant-Langer satte i sin tale til diplommodtagerne fokus på de egenskaber, erhvervslivet efterspørger – nemlig resultater, vedholdenhed, ambition og motivation. Han gav gode råd til, hvordan man kan opnå succes og lykke: vær rummelige, hold op med at leve op til andres forventninger, vær ambitiøse og brug (meget) tid på at blive excellent til noget.

Solrød Gymnasium satte rammerne for den festlige fejring, og rektor Bjarne Thams var på scenen for at lykønske diplommodtagerne. Her fortalte han, hvordan ATU’erne bringer begejstring og glæde med sig tilbage til deres egne gymnasier og dermed bidrager til et særligt og berigende miljø.

Poppy Jones, en af dagens diplommodtagere, havde fået den særlige ære at tale til og for årgangen. Hun fortalte om nysgerrigheden, som fik afløb hos ATU med et bredt udvalg af fagområder og det befriende ved at lære noget uden at skulle bedømmes og have karakterer. Men over alt nævnte hun fællesskabet og ATU-netværket, hvor de altid hjælper hinanden.

Tidligere ATU’er Anna Mars fortalte, hvor fantastisk det er at få lov til at søge ny viden, at blive inspireret og møde andre unge med samme drive og ønske om at lære nyt som hende selv. Det gav selvtillid og venner, hvilket hun har haft stor glæde og gavn af, siden hun selv stoppede på Akademiet i 2011.

Sekretariatschef Ellen Smidt-Nielsen rundede de mange flotte taler af med følgende ord:

”Vi takker for to fantastiske år sammen med årgang 14. Det har været en stor fornøjelse at følge jer, og jeg har lært jer at kende som nogle videbegærlige, imødekommende og ressourcestærke unge. Men også som nogle unge, der bliver mødt med høje krav og som stiller høje krav til sig selv. Jeg håber og tror, I har fået nogle værktøjer med jer til at håndtere disse forventninger og de valg, I træffer. Tro på jer selv, mærk efter hvad I brænder for, pas godt på jer selv og brug jeres talent til gavn for andre. Jeg er sikker på, at I kan komme præcis så langt, I selv vil”.

Se de skønne billeder fra eftermiddagen her

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk