Yngre Talenter

Savner du udfordringer?

Yngre Talenter er for dig, som er faglig dygtig, er nysgerrig og som savner faglige udfordringer. Deltag i undervisning, hvor du arbejder i dybden med et fagligt tema på højt niveau og se, hvordan det er at gå på gymnasiet. Programmet er startet september 2018 med støtte fra Industriens Fond. 

Hvad er Yngre Talenter?

Undervisningen på Yngre Talenter finder sted én dag om måneden i skoletiden. Du starter i september i 6. klasse og er en del af programmet frem til december i 7. klasse, altså halvandet år. I alt får du 12 undervisningsdage og en weekendcamp med fokus på tech og digitalisering. 

Programmet består af faglige oplæg, workshops og projektarbejde i samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og humanistiske fag, samtidig med at vi sætter fokus på personlig udvikling. 

Vi arbejder med vedholdenhed og samarbejde, og vi lærer dig, hvordan man søger feedback. Du bliver del af et hold med andre dygtige unge. Her får du mulighed for at møde nye venner, der har samme interesse som dig. 

Kort om Yngre Talenter:

  • Et bredt fagligt program med naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag
  • Start september i 6. klasse
  • Slut december i 7. klasse
  • 12 undervisningsdage
  • Weekendcamp med fokus på tech og digitalisering

Eksempler på faglige temaer

Kend din hjerne

En spændende dag med den nyeste viden om hjernen og sjove øvelser, hvor vi bl.a. tester vores hukommelse i forskellige situationer, prøver kræfter med multitasking og laver samarbejdsøvelser - mens vi sammen iagttager og undrer os over det, vi finder ud af undervejs.

Når mennesker må flygte

I dette forløb undersøger vi tal og fakta i Europas flygtningesituation, og vi skal igennem forskellige øvelser komme tættere på, hvad det vil sige at flygte.

Sådan kommer du med i programmet

  1. Spørg din skole, om du må deltage. Det er vigtigt, at skolen godkender din deltagelse, da de betaler 3.000 kr. for forløbet. 
  2. Udfyld ansøgningsskemaet
  3. Ansøgningsskema uploades via link, som udleveres af skolen

Læg mærke til, at undervisningen foregår i skoletiden. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at selvom din skole godkender din deltagelse på de faglige dage, så er det dit eget ansvar at indhente det, du er gået glip af i skolen.

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk