Oprettet af admin den 01. november 2011

Akademi-deltagere som journalister

Der ligger et væld af tanker og overvejelser bag hvert eneste ord i en artikel. Det har Akademiets årgang '10 erfaret efter et seminar og en frivillig dag på redaktionen med videnskab.dk.

Af Thomas Søren Henney og Adelina Yafasova, begge Årgang 10

Nu om dage er der i stigende grad pres på forskere og videnskabsmænd for, at de skal kommunikere deres arbejde og opdagelser ud til samfundet. Dette beskæftiger videnskab.dk sig med, og Akademiet fik lov til at være en del af det, da Peter Hyldgård, udvikler og videnskabsjournalist på videnskab.dk, inviterede til to yderst lærerige og spændende aktiviteter, hvor vi fra Akademiets årgang '10 skulle få indsigt i kunsten at formidle kompliceret stof på en forståelig og interessant måde.

 

Mandag d. 26. september gjaldt det Seminar F, hvor hele årgangen var inviteret til foredrag og tilhørende øvelser med henblik på at få bedre forståelse for journalistikkens – nyhedsjournalistikkens såvel som videnskabsjournalistikkens – begreber samt få indblik i, hvad det vil sige at interviewe og formidle. Vi blev præsenteret for alt fra nyhedskriterier til nødvendigheden af hv-ord i interviews til journalisternes kryptiske ”Hey! You! See? So...”, og al teorien blev efterfulgt af praktiske øvelser, hvor vi blandt andet skulle interviewe hinanden om selvvalgte emner med det mål at finde en fængende overskrift.

 

Sidst, men absolut ikke mindst, fik vi naturligvis også indblik i, hvad videnskab.dk beskæftiger sig med, og hvordan videnskabsjournalistik adskiller sig fra nyhedsjournalistisk, heriblandt ved at blive introduceret for henholdsvis nyhedstrekanten og videnskabstrekanten. Det var – i mangel af bedre ord – yderst morsomt at se, hvordan en videnskabelig artikel fra videnskab.dk kunne blive til en nyhedsartikel på BT's netavis ved blot at overdrive overskriften og udelade eller ændre flere faktuelle oplysninger. Det kan måske få en til at konkludere – hvis man da ikke i forvejen havde gjort det –, at man skal forholde sig kritisk til nyhedsmedier, som er kendt for at populærformidle deres stof.

 

En dag på redaktionen

For nogle af os blev det spændende seminar efterfulgt af en valgfri dag ude på videnskab.dk's hovedkvarter, hvor vi d. 8. oktober skulle lære endnu mere om, hvordan tingene foregår på redaktionen. Efter en del viderebygning på, hvad vi lærte ved seminaret, skulle vi selv på banen. Vi fik blandt andet afsat en halv time til at lave en overskrift og manchet til en historie om en eksplosion i Irak, hvilket viste sig at være sværere, end de fleste af os havde regnet med. Vores overskrifter og manchetter havde meget forskellige fokuspunkter, og det satte hurtigt gang i en heftig debat, da det viste sig, at der for læserne kan være en verden til associationsmæssig forskel på en artikel med overskriften ”Voldsom eksplosion rammer irakisk storby” og en med overskriften ”Voldsom eksplosion sender uskyldige i graven”. Det er nemlig ikke alle, der vil være villige til at læse ”endnu” en artikel om ”endnu” bombe til Irak, og det fik os til at diskutere, hvorvidt det væsentlige for medier bør være at skabe store overskrifter, der fanger så mange som muligt, eller om de bør bestræbe sig på at få overskrifterne til at afspejle virkeligheden så nøjagtigt som muligt.

 

Vi afsluttede med en skriveøvelse, hvor vi enten skulle anmelde videnskab.dk eller skrive en medicinsk artikel ud fra givne materialer. Til dette skulle vi bruge vores nye redskaber, heriblandt teknikken at ”fortælle, at …” i stedet for at ”fortælle om …”, som hænger meget sammen med noget andet væsentligt, nemlig at indsnævre sine fokuspunkter. Dagen blev rundet af med en spændende diskussion af vores artikler, som var yderst forskellige på trods af, at de havde samme udgangspunkt, da vi havde valgt at skrive for forskellige medier – alt fra bladet Chili til videnskab.dk.

 

Alle gik forhåbentlig fra redaktionen tilfredse og med et mere oplyst sind. Det var i hvert fald tilfældet for Anna Ølgaard Nielsen, som havde følgende kommentar om forløbet: ”Jeg synes, det var virkelig spændende, selvom jeg normalt ikke interesserer mig så meget for journalistik. Peter fortalte rigtig meget godt og gav nogle gode øvelser.” Også Peter lod til at være glad for samarbejdet og Akademi deltagernes lyst til at lære. ”Det er sjovt at møde en masse kvikke og engagerede gymnasieelever, og det er fantastisk, at de bruger deres fritid på at blive klogere på en masse forskellige emner,” udtalte han.

 

Tilbud til alle med journalist gemt i sig

Efter dette interessante samarbejde mellem Akademiet og videnskab.dk har Peter Hyldgård og videnskab.dk’s redaktion tilbudt alle interesserede Akademi deltagere at fortsætte samarbejdet ved at lave journalistik for hjemmesiden. ”Deltagerne kan skrive eller lave videoer og stille nogle af de spørgsmål, som vi, der har været i branchen i mange år, glemmer at stille. På den måde lærer de at formidle, og vi får et frisk pust på videnskab.dk,” fortæller Peter. De af os, der meldte os, ser naturligvis frem til at fortsætte samarbejdet, og de, der ikke gjorde, har forhåbentlig fået glæde af forløbet samt en masse stof til eftertanke.

 

Akademiet siger tak for nogle spændende arrangementer til Peter Hyldgård og videnskab.dk og ser naturligvis frem til at fortsætte samarbejdet.

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk