Oprettet af Camilla Bech Kjeldahl den 27. september 2018

Akademiet for Talentfulde Unge Øst udforsker rummet med Andreas Mogensen og Anja C. Andersen

Akademiet for Talentfulde Unge Øst holdt onsdag d. 26. september Åbent Akademi med astronaut Andreas Mogensen og astrofysiker v. Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen. Sammen med 200 af Akademiets egne deltagere, deltog gymnasieelever fra Sjælland, samarbejdspartnere og lærere samt elever fra Akademiets talentprogram til 8. og 9. klasserne, Junior Talent. Eftermiddagen og mødet med de to stjerner var imødeset med stor spænding af de mange unge deltagere, som også fik mulighed for at få en selfie med astronauten og astrofysikeren.

’Det er vigtigt for os at brede vores tilbud ud til så mange som muligt. Det er en stor fornøjelse at se så mange deltagere til vores Åbent Akademi med Andreas Mogensen og Anja C. Andersen og se den kæmpe begejstring og glæde, det skaber hos de unge' fortæller sekretariatschef for ATU Øst Ellen Smidt-Nielsen. 

Andreas Mogensen sigter efter månen

Siden Andreas Mogensen i 2015 tilbragte 10 døgn ombord på den internationale rumstation, ISS, har han drømt om at komme tilbage. Det var tydeligt for de 500 i salen, som lyttede fascinerede til hans personlige beretning om vejen til at blive astronaut – og hvad en astronaut anno 2018 foretager sig. Her kunne Andreas Mogensen bl.a. fortælle om Orion-kapslen, som er NASAs bud på fremtiden inden for bemandet rumfart. I første omgang skal kapslen i kredsløb om månen, senere skal den lande på månen, inden turen forhåbentlig i fremtiden går mod Mars. 

Europæiske ESA har ansvar for at bygge servicemodulet på kapslen, som bl.a. sørger for brændstof og solceller. ’Det internationale samarbejde er afgørende for fremtidens rumforskning – vi bliver nødt til at arbejde sammen på tværs af landegrænserne og dele viden’ fortæller Andreas Mogensen, som håber, at en kommende ekspedition til månen bliver med ham ombord. 

Rummet og stjernerne

Hvad er en stjerne? Ligner andre galakser vores Mælkevej? Hvordan udforsker vi rummet? Astrofysiker Anja C. Andersen tog salen en tur med i verdensrummet set fra jorden. Hun delte sin fascination for universet, og hvordan hun arbejder med at forstå, hvordan stjerner og galakser er opbygget – en interesse, der stammer helt tilbage fra dengang, hun var 13 år gammel og selv hørte et foredrag af en astrofysiker. 

Med blandt andet stjernekikkerter og støv fra meteorer forsøgte Anja C. Andersen at forklare, hvorfor man i det ellers så tomme himmelrum kan finde kæmpe støvskyer. Hun berørte universets store gåder, hvordan ingenting bliver til alting, Big Bang og et kig ind i fortiden via stjernerne. 

 

 

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk