Oprettet af Nynne den 21. december 2023

ATU lancerer Unge Talenter

Med det nye år introducerer ATU også et nyt talentprogram: Unge Talenter, til elever på ungdomsuddannelserne, som har lyst til at dyrke deres interesser og passion, og som søger ny viden på højt niveau, uden karakterer og lektier. Både til de dygtigste og til dem, der har potentialet til at blive det.

Unge Talenter er dermed en videreudvikling af det kendte og populære ATU-program, og tager i sin opbygning og indhold højde for en generation af unge, som er udfordret på balancen mellem fritid, skole og andre interesser. Derfor er vi klar med et meget fleksibelt, tematisk baseret program, som eleverne selv sammensætter efter tid og interesse.

Over et til to år deltager eleverne i en lang række spændende oplæg, workshops og aktiviteter svarende til ca. 100 timer, og modtager ved endt forløb et diplom, der kan hjælpe ved fremtidig studie- og jobsøgning. Aktiviteterne spænder bredt og giver både mulighed for at undersøge specifikke vidensområder og for at styrke sin faglige værktøjskasse.

Højt på agendaen står vigtige, samfundsaktuelle emner inden STEM, klima, business og trivsel.

Derudover kan de unge høre spændende og aktuelle oplæg om jura, medicin, fysik og iværksætteri, eller deltage på Åbent Akademi, hvor de vælger mellem mere end 50 aktiviteter hvert semester – ligesom de deltager i camps med sjove aktiviteter og et stærkt fællesskab. Vores undervisere er blandt landets førende professorer, forskere og eksperter, som sikrer eleverne en spændende og aktuel undervisning.

Læs mere om Unge Talenter her: talentfuldeunge.dk

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk